Det tidligere kraftværk, E-Werk, i Berlin dannede rammen om en stor event arrangeret af bulthaup og Gaggenau. Der var inviteret gæster fra hele verden til eventen, som bl.a. bød på foredrag af det engelske trend-bureau The Future Laboratory. The Future Laboratory kom med deres bud på Homestead 3.0 – den næste udgave af hjemmet. Køkkenet vil indtage en mere central rolle, og der vil i højere grad være fokus på at tilberede maden helt fra bunden og kun med de bedste råvarer. ’Considered consumption’ vil blive et centralt begreb på den måde, at mad og indretning vil blive set som en investering. Der vil blive lagt vægt på, at de enkelte dele i indretningen er baseret på gode værdier, solidt håndværk og vil kunne holde i mange år.
I E-Werk gav bulthaups b3-køkken og Gaggenaus hvidevarer et bud på, hvordan fremtiden kan se ud for det moderne hjem. Eventen bød også på vinsmagning og et indblik i, hvordan vin kan være med til at forme arkitekturen. Opbygningen af en vinkælder i Dinesen Douglas demonstrerede dette. Dinesen leverede i alt 750 m2 Douglas-planker til E-Werk, og udover opbygningen af en vinkælder var plankerne anvendt til borde, bænke, vægge og naturligvis gulve.