Historien

 
Dinesens grundsten blev lagt i slutningen af 1800-tallet, da bygmester Hans Peter Dinesen fra Jels startede sit eget savværk. Hans Peter Dinesen var kompromisløs i sit krav til råvaren. Derfor brugte han lang tid i skoven, hvor træerne blev omhyggeligt udvalgt. Stammernes ydre kendetegn blev vurderet og noteret. Og ved opskæringen blev den indre kvalitet sammenlignet med de ydre tegn. Således fortsatte Hans Peter Dinesen stamme efter stamme - til sikring af den bedste kvalitet. Hans Peter Dinesen var fleksibel og serviceminded. Hans lyttede til kunderne, og deres ønsker satte dagsordenen. Dengang forlød det derfor, at hvad man ikke kunne få på apoteket, det kunne man købe på Jels Savværk.
 
Hans Peter Dinesen overlod sit livsværk til sin ældste søn. Der igen videreførte til sin søn. Og nu fire generationer senere er interessen for kunderne samt indsigt i råtræ og fremstilling stadig kernen i virksomheden.
 
Plankegulve
1965 blev et historisk år for Jels Savværk. Til restaureringen af det 400 år gamle Sønderborg Slot ønskede arkitekterne lange og brede gulvplanker. Jels Savværk og træarten Douglas blev valgt til den opgave. Det blev savværkets første store leverance af gulvplanker. I længder op til 15 meter og i bredder op til 45 cm.
 
De markante plankegulve fra Jels fik arkitekters opmærksomhed. Og efterfølgende leveredes plankegulve til en lang række slotte, herregårde og kirker. Så da Heidi og Thomas Dinesen overtog virksomheden i 1989, blev strategien at fokusere: Jels Savværk skulle udelukkende fremstille gulvplanker. I store dimensioner og med kvalitet for øje.
 
I starten af 1990’erne henvendte den engelske arkitekt John Pawson sig for første gang med et projekt til Jels Savværk. Plankegulvenes rene, rolige udtryk mentes at være et perfekt match til Pawsons minimalistiske stil. Det flyttede virksomhedens grænser. Fra lokalt savværk til en international aktør.
 
Dinesen i dag
Nedarvet fra generation til generation rundede Jels Savværk i 1998 100 år. Og fremover skulle der lægges navn til kvaliteten. Derfor markedsføres gulvplankerne i dag under familienavnet Dinesen. Men fundamentet bygger stadig på de gamle stærke principper om håndværkskvalitet. Og på ydmygheden i forhold til råtræet og kundernes individuelle projekter.
 
Et nyt og interessant projekt udføres i virksomhedens 110ende år. I oktober 2008 åbnes dørene til det gamle Duke of York i Chelsea i Londons hjerte. En smuk renoveret bygning med 5.000 m2 Dinesen plankegulve. Bygningen huser Saatchi Gallery. Et af verdens førende gallerier for samtidskunst med Dinesen som Founding Patron. Endnu en milepæl i Dinesens lange historie er blevet sat.